Jeudan medarbejdere vender tilbage

Der skal altid være plads til at komme tilbage

Det er vigtigt at lade døren stå åben, så dygtige medarbejdere, som er rejst, altid kan vende hjem igen. Sådan lyder det fra Jeudans HR-direktør, Annemarie Lund Krumhardt, der ser optimistisk på, at seks medarbejdere inden for det seneste år har valgt at vende tilbage til Jeudan efter at have prøvet kræfter af andre steder i branchen.

For os er det vitalt at blive ved med at udvikle os

”Mange af vores medarbejdere har været ude og få nye perspektiver, idéer og erfaringer i andre virksomheder. De har efterfølgende valgt at komme tilbage til os, det er vi ikke alene glade for, men det giver os også et konstant kvalitetstjek på, om vi er up to date med vores arbejdsgange.” siger Annemarie Lund Krumhardt.

Døren står altid åben for dygtige medarbejdere, der vil bidrage til at fremtidssikre Jeudan, og ifølge Annemarie Lund Krumhardt er det en af de største årsager til, at tidligere medarbejdere vælger at vende tilbage. I Jeudan bliver der gjort en dyd ud af, at der ikke bliver smækket med døren, hverken fra ydersiden eller indersiden, når en ansat skifter job. Annemarie uddyber, at man i Jeudan ikke siger farvel, men på gensyn, og hun peger på, at ordentlighed, ansvar og respekt for andres arbejde er vigtige dele i forklaringen på, hvorfor ansatte vælger Jeudan – både i første og anden omgang.

”Vi er en del af en foranderlig verden, og det kræver, at vi er i bevægelse, og det er en kæmpe ressource at få medarbejdere med historik tilbage, som kender arbejdsgangene, men som samtidig kommer med et frisk blik udefra” siger hun.

Louise Hauge Mortensen er marketingkoordinator og en af de medarbejdere, som er vendt tilbage til Jeudan. Hun vendte tilbage efter at have været væk i et år, og noget af det hun nu sætter stor pris på ved at være tilbage er, at arbejde i en organisation, som insisterer på at blive udfordret og udviklet, og som gør tingene både effektivt og ordentligt. For Louise Hauge Mortensen har det også haft stor betydning, at man som medarbejder, hvis man vil, kan have stor indflydelse på sine arbejdsopgaver og sin udvikling. Louise Hauge Mortensen er glad for at være vendt tilbage ”det har været fedt at kunne komme tilbage til en arbejdsplads, som man har været rigtig glad for” slutter hun af.

 

 

 

Kontakt os på: 7010 6070