Forskel på fredet og bevaringsværdig

Vidste du, at det i år er 100-året for Bygningsfredningsloven i Danmark? Og kender du egentlig forskel på en bevaringsværdig og fredet ejendom? Hvis ikke, så læs med her.

Du har måske lagt mærke til de flotte og velbevarede ejendomme i København. Ejendomme, vi sætter pris på. Ejendomme, vi tager billeder af. Og som bidrager til at give det københavnske bybilledes sjæl og har gjort det gennem flere hundrede år. Men faktisk er bevaringen af bygningerne ikke en selvfølge. Bygningsfredningsloven blev derfor indført i 1918 - for at bevare byens fortid og sikre dens fremtid.

Bygningsfredningsloven har blandt andet været med til at skabe et kulturmiljø omkring Frederiksstaden og Indre By. Og som storby? Ja, her er København unik. I mange andre storbyer udskiftes snørklede gader og smukke facader fra det forrige århundreder ofte med moderne infrastruktur og bygninger, hvilket svækker bykernen. I København værner vi om de værdier, der får os til at slå øjnene op og dvæle ved byens historiske storhed.

Forskel på fredet og bevaringsværdig

Forskellen på bevaringsværdige og fredede ejendomme kan være svær at gennemskue. Skåret ud i pap, så har de fredede ejendomme særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter, som skildrer betydningsfulde tidsperioder i den danske nationale historie. De bevaringsværdige ejendomme fortæller også om arkitektur, byggeteknik og kulturhistorie – men på et regionalt eller lokalt plan. Derfor administrerer staten de fredede ejendomme, mens kommunerne forvalter de bevaringsværdige.

Hos Jeudan sætter vi en ære i at værne om byens historiske ejendomme og benytter fortrinsvist de oprindelige materialer. Skal en facade fra 1800-tallet renoveres, bruger vi silikatmaling, så murværket kan ånde. Skal et vindue fra 1910 renoveres, får det nyt linoliemaling og bliver kittet i stedet for at blive udskiftet. For findes der noget mere bevaringsværdigt end et vindue, som kan holde i 300 år? Fredning eller ej, så er arbejdet med Københavns historiske ejendomme en god investering.

Ejer du en bevaringsværdig ejendom kan det være, at din kommune yder økonomisk støtte til vedligeholdelse.

Vil du læse mere om nogle af vores fredede ejendomme, så kig med her.    

Kilder:

Danmarks Radio
www.dr.dk/nyheder/penge/fakta-fredet-eller-bevaringsvaerdigt

Slots- og Kulturstyrelsen
www.kulturarv.dk/fbb/bevaringsvaerdier.htm

Center for Bygningsbevaring Raadvad
www.bygningsbevaring.dk

Kontakt os på: 7010 6070