Det hele startede i en kælder i Vedbæk. Det var i 2017, at Simon Madsen og hans kompagnon Ian Jørgensen stiftede selskabet, Line Studio, der leverer produktudvikling og udvikler software til medicinalindustrien. Siden er virksomheden vokset fra to til fem, og i perioder er flere medarbejdere tilknyttet firmaet. I takt med udviklingen har behovet for plads også ændret sig.
”Da vi var klar til at rykke ud af kælderen for nogle år siden, valgte vi at flytte ind i kontorfællesskabet her på Frydenlund. Det ligger tæt på Ian’s bopæl, og her kunne vi få et lille kontor med plads til vores lille firma,” fortæller Simon Madsen.
Der gik ikke længe, før de to iværksættere fik brug for flere kræfter, hvilket også krævede flere kvadratmeter.
”Samtidig var vi nået til et sted i vores udvikling, hvor vi ønskede at skabe vores egen virksomhedskultur. Vi ledte derfor efter vores egne rammer med plads til, at vi kunne teste ting af, arbejde sent og høre høj musik, uden at vi forstyrrede nogen,” fortæller Simon Madsen.
På Frydenlund findes i alt 16.000 kvadratmeter kontorlokaler, og her var et ledigt lejemål på knap 200 kvadratmeter, der passede til behovet. Her rykkede Line Studio ind i 2018.
”Det var nemt for os at skifte kontor. Vi flyttede vores inventar over i de nye lokaler, og i løbet af en lille uge havde vi et fuldt funktionelt kontor med alt, hvad dertil hører,” siger Simon og tilføjer, at han i starten havde lidt skepsis i forhold til placeringen – 20 kilometer fra Rådhuspladsen i København.