Pr. 1. januar 2024 skulle alle børsnoterede selskaber med +500 ansatte udarbejde bæredygtighedsrapporteringer efter et nyt EU-direktiv: Corporate Sustainability Reporting Directive, også forkortet til CSRD.
I løbet af 2025 har lovgivningen ændret sig, og som det ser ud nu, betyder det, at Jeudan fremadrettet ikke er omfattet af rapporteringspligten efter CSRD.
Vi forholder os positivt afventede og bakker – uanset formatet – op om et øget fokus på virksomheders arbejde med ansvarlighed. Jeudans bæredygtighedsrapportering er en del af Årsrapport 2025, som kan hentes her.
Om Jeudan
Jeudans Program Ansvarlighed
Som en del af Jeudans forretningsstrategi er der udviklet et Program Ansvarlighed med en række forskellige indsatsområder. Programmet rummer initiativer, der vil reducere udledninger, medvirke til at skabe mere lige sociale forhold, styrke medarbejdernes kompetencer, øge genanvendelsesgraden af Jeudans affald og meget mere. Drivkraften bag de mange indsatser er et stort ønske om at bidrage til en langsigtet, stabil og ansvarlig udvikling af samfundet.
Highlights fra Program Ansvarlighed og Jeudans 2025-mål
Tidligt i 2020 fastsatte Jeudan en række ambitiøse mål frem mod udgangen af 2025, som der slutrapporteres på i Årsrapport 2025. Det er glædeligt, at mange af målene er nået, endda med bedre resultater end forventet, og det er lærerigt for hele organisationen, at nogle af målene viste sig at være for ambitiøse. Det gør os klogere, og gør det meget klart, hvor der skal arbejdes endnu mere fokuseret fremadrettet.
Her kan du se udvalgte resultater, dyk ned i hele rapporten for at få det fulde billede.
99 % elbiler i den samlede bilflåde
Siden 2020 har Jeudan løbende konverteret bilflåden til el. I en periode, hvor der er kommet flere medarbejdere til, er det meget positivt, at det er lykkedes både at reducere den samlede bilflåde med 7 % – bl.a. ved at få markant flere elladcykler på gaderne – samtidig med at Jeudans person- og varebiler er konverteret fra 24 % el (2020) til 99 % el ultimo 2025. En indsats, som også er lykkedes takket være medarbejdernes store omstillingsparathed.
25 % elladestandere og en ny “eltank” i Frederiksstaden
I 2025 blev der etableret 11 nye elladestandere i parkeringshuset i Dronningens Tværgade, heraf tre lynladere. Dermed nåede Jeudan målet om elladestandere på 25 % af pladserne i de centrale parkeringshuse. Glædeligt for elbilisterne er det også, at der nu kan ”tankes el” foran huset. Siden parkeringshuset åbnede i 1932 har gæster kunnet tanke deres køretøjer ved parkeringshusets lille tankstation. Indtil for få år siden var det selvfølgelig benzin, der løb i slangerne, men nu er pladsen moderniseret og klar til lynhurtig ladning af elbiler.
11,5 % af medarbejderne er unge under uddannelse
2025-målet var, at Jeudan skulle have min. 10 % unge under uddannelse, bestående af praktikanter, elever, studentermedhjælpere og lærlinge. Siden da har antallet kontinuerligt ligget over 12 %, med 2024 som højdespringer på 12,8 %. Ultimo 2025 var andelen dog faldet til 11,5 %, stadig over målet, men med et lille fald, som primært skyldes færre lærlinge i håndværksfagene.
Nyt Lærlingeprogram
I 2025 blev de sidste streger slået på Jeudan Lærling. Et program, som giver lærlingene udfordringer, skiftende opgaver og kontinuerlig læring – og som samtidig sikrer, at de bliver ”grebet” af løbende feedback-samtaler og en fast mentor indenfor deres eget fag. Vi forventer, at de nye rammer kan være med til at sikre, at vi fortsat kan tiltrække de dygtige lærlinge, som skal være med til at bevare og udvikle byen sammen med os.
En attraktiv arbejdsplads for alle
I Jeudan bidrager mangfoldighed til nytænkning, forretningsudvikling og et godt arbejdsmiljø. Derfor er der et stort potentiale i at kunne tiltrække hele talentmassen, og vi arbejder derfor målrettet på at skabe gode rammer med lige muligheder og lige behandling for alle medarbejdere – uanset alder, køn, faggruppe og personlige forhold.
Flere kvinder i håndværksfagene
Der er arbejdet koncentreret for at tiltrække flere kvinder til Jeudans håndværksfag. 2025-målet var at nå 5 % – for dermed at være 1 %-point bedre end branchen generelt. Takket være interne arbejdsgrupper, fokus på kulturbærere og et fast samarbejde med Boss Ladies har indsatsen båret frugt, og i 2025 nåede vi 7,6 % kvinder blandt håndværkerne.
Rengøringsassistenternes Dag og femdobling af medarbejdere
Siden februar 2022 er antallet af rengøringsmedarbejdere næsten femdoblet ‒ fra 14 medarbejdere primo 2022 til 67 ultimo 2025. Det glæder os, at flere og flere kontorkunder vælger vores rengøringsservice, og i 2025 kvitterede de også med en flot tilfredshedsscore. Det skyldes i høj grad medarbejdernes gode og ordentlige arbejde, som vi bl.a. takkede dem for på mærkedagen ’Rengøringsassistenternes Dag’, den første mandag i december.
Knap 1.000 liter maling til sociale formål
Jeudan samarbejder med projektet Paint it Forward, hvor overskudsmaling doneres til sociale formål. Siden samarbejdet begyndte i december 2024, er der doneret knap 1.000 liter maling til genbrug − og dermed givet nyt liv til materialer, der ellers ville være gået til spilde.
28 ton materialer solgt til genbrug
Jeudan har i 2025 udvidet samarbejdet med en auktionsvirksomhed, som sælger genbrugsmaterialer fra ejendomme. På den måde får materialerne nyt liv i andre projekter hos entreprenører og privatpersoner, som ser en værdi i genbrug. I 2025 har Jeudan solgt over 28 ton materialer til genbrug.
Adfærdskodeks Code of Conduct for leverandører
Alle leverandører skal tilslutte sig Jeudans adfærdskodeks, hvor de bl.a. forpligter sig til at overholde alle gældende love og regler, og stå til ansvar for at evt. underleverandører gør det samme. Adfærdskodekset vedrører bl.a. løn- og arbejdsforhold, sundhed, sikkerhed, diskrimination, børnearbejde, bestikkelse og arbejdsmiljø.
Og meget meget mere ...
Jeudan arbejder stødt videre med Program Ansvarlighed, og der kan læses meget mere om resultaterne af de mange 2025-mål i Bæredygtighedsrapporteringen, som indgår i Jeudans Årsrapport 2025.
Ansvarlighed
Rapporter om ansvarlighed og bæredygtighed
Fra 2020 til 2023 udgav Jeudan særskilte ansvarlighedsrapporter. Fra 2024 og frem er disse rapporter konverteret til bæredygtighedsrapporteringer efter EU’s CSRD-direktiv. Dyk ned i de forskellige rapporter her, og bliv klogere på, hvordan Jeudan arbejder med ESG.