På Bredgade 42 ligger Bernstorff Palæ – med alt hvad et palæ indebærer. En velbevaret perle, som under skallen gemmer på guldbelagte stukdekorationer, marmorgulve og store tofløjede fyldningsdøre.
Ejendommens grundsten blev lagt i 1752 på bestilling af Johann Hartwig Ernst von Bernstorff. Han måtte først søge godkendelse til byggeriet hos Nicolai Eigtved, som var hovedarkitekten bag Frederiksstaden. Byggeriet indgik dog allerede i planerne, som sammen med Dehns Palæ på modsatte hjørne skulle være et bindeled mellem Marmorkirken og Amalienborg Slotsplads. Arkitekten Johann Gottfried Rosenberg fik til opgave at tegne og opføre begge palæer – muligvis efter anbefaling fra Eigtved.