Det idylliske kvarter omkring Gammel Strand har en helt speciel stemning. Og selvom gaden ikke strækker sig langt – så gør historien. En historie, som indeholder alt fra fiskekoner og ballet til elektromagnetisme.
Gaden ligger i smørhullet mellem byen og den oprindelige havnefront mod København. Fra 1043 blev strædet mod Amager brugt som maritim hovedvej – til Øresund og verdenshandelen. I 1377 blev gaden nævnt for første gang under navnet ”prope mare”, som betyder ved havet på latinsk. Først i 1716 blev navnet Gammel Strand officielt.
Området er kendt for sine fiskekoner, som frem til 1958 solgte fisk i gaden. Fiskekonerne gik også under det særprægede navn Skovserkoner. De gik nemlig hele vejen fra Skovshoved til Gammel Strand for at sælge de fisk, som mændene havde bragt hjem fra turen på havet.