Brødrene Andersen
Historien om firmaet Brødrene Andersen startede i 1850, da Ferdinand Andersen åbnede en tøjforretning i Grønnegade. Forretningen kom til at hedde Brødrene Andersen, da hans bror Carl Andersen i 1864 trådte ind i firmaet. I 1867 åbnede de forretning på Kongens Nytorv – et adresseskiftet, som markerede en ny profil. Hvor forretningen i begyndelsen havde haft søfolk som sin primære kundekreds, havde forretningen udviklet sig til en butik, som udelukkende forhandlede førsteklassesvarer. Brødrene Andersen udviklede sig derfor også til en forretning for de kredse, som havde råd til det dyre tøj.
Carl Andersen døde i 1892 og få år efter i 1899 døde firmaets grundlægger Ferdinand Andersen også. Derefter blev forretningen drevet af Jørgen Larsen, som havde arbejdet som ekspedient i forretningen i mange år, og som efter Carl Andersens død var blevet gjort til kompagnon. Op gennem første halvdel af 1900-tallet blev firmaet drevet af ham og derefter hans sønner, Henry og Friethiof Nexøe-Larsen.
Planerne om en ny klædefabrik
I et jubilæumsskrift fra da Brødrene Andersen fyldte 100 år, forlyder det, at idéen om at rykke fabrikken ud i byens periferi blev igangsat i 40’erne, da Magasin du Nord ytrede ønske om at købe ejendommen Østergade 7-9. Brødrene Andersen havde på daværende tidspunkt forretning på adressen i Østergade og fabrik på ejendommens 3. etage. Historien forlyder at Magasin du Nord på daværende tidspunkt ejede samtlige ejendomme i karreen og på grunden ville opføre et nyt Magasin du Nord. Magasin købte ejendommen, men i begyndelsen af 1950 blev det klart at byggeplanerne ikke ville blive til noget, og derfor kunne Brødrene Andersens fabrik muligvis godt være blevet i ejendommen i Østergade. Dette blev dog først afklaret efter, at Brødrene Andersen i 1949 havde købt grunden på Lersø Parkallé 101 af Københavns kommune til opførelse af en fabrik.
En del af konfektionsbyen
Brødrene Andersens fabrik blev en del af 12-14 virksomheder indenfor beklædningsindustrien, som samlet udgjorde den såkaldte ”Konfektionsby”. Området omkring Lersø Parkallé, hvor konfektionsbyen lå, var et område, som var reserveret af Københavns Kommune til netop det formål. Konfektionsbyen var planlagt under krigen og stod færdig i 1946, hvorefter mange tekstilvirksomheder flyttede derud. Brødrene Andersens nye fabrik blev taget i brug i 1952 og produktionen kunne herefter begynde. Produktionen var den samme som i Østergade, men den fandt nu sted i 3500 m2 store lyse lokaler, som indebar en væsentlig forbedring af arbejdsforholdene. På grund af bl.a. mangel på arbejdskraft måtte fabrikken lukke i 1971, men klædefabrikkens lokaler står her stadig, og huser i dag andre formål.
Grunwald, Torsten. (2017, 9. november). Brødrene Andersen – en særlig forretnings storhed og fald. Den velklædte mand. Lokaliseret den 20.september 2021 på https://denvelklaedtemand.dk/2017/11/broedrene-andersen-en-saerlig-forretnings-storhed-og-fald.html
Brødrene Andersen: København (1950). Fremstillet for personalet i anledning af firmaets 100-års jubilæum. https://user-9y8ca5x.cld.bz/BrodreneAndersen-1850-1950/10
Jensen, S. B., Harvest, J. & Brüel, M. (2004, 17. september). Københavns skitse til en generalplan 1954: holder planlægningen 50 år efter? 20. byplanhistoriske seminar. Dansk Byplanlaboratorium. https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT50_0.pdf?0.612242586677894
Tekstil og mode gennem 300 år. (1988). Manufakturhandlerforeningen.

Ejendomshistorier
Jeudans ejendomme i København
Kunne du tænke dig at blive klogere på historien bag nogle af Københavns ejendomme?

Ejendomme
Hvilken historie skal du eller din virksomhed bygge videre på?
Find dit drømmekontor, butikslejemål eller nye hjem hos os. Udfyld dine søgekriterier og find dit næste lejemål. Vi sidder altid klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for råd og vejledning til at finde dit næste lejemål.