Gå til hovedindhold

Ansvarlighed

Fra klædefabrik til Life Science Hus på Lersø Park Alle 101

En ældre klædefabrik og kontorbygning er i Københavns Nordvest blevet omdannet til et moderne Life Science Hus.

life science huset i københavn

Genbrug af ejendommens funktioner

Det kan være en kompliceret opgave at bygge nyt ud fra eksisterende, men Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og Jeudan har i et tæt samarbejde fundet den helt rette løsning til deres nye kontorbygning.

Lægemiddelindustriforeningen var ikke i tvivl, da foreningens kontorlokaler skulle drøftes på ny. Adressen på Lersø Park Alle 101 i Københavns Nordvest skulle forblive den samme. Også selvom nye behov for moderne og større rammer havde meldt sig. I 2018 besluttede Lif derfor at bygge videre på den eksisterende ejendom i samarbejde med Jeudan. En helt ny anden sal blev bygget på ny i den bagerste kontorbygning fra 1989 og nye lokaler til undervisning og møder i den tilstødende bygning fra 1952 blev overtaget og moderniseret.

Muligheden for at optimere og genbruge ejendommens mange funktioner og fastholde dens historie vægtede stort i beslutningen.

”Vi overvejede alternative adresser, men var samtidig meget glad for at være her på Lersø Park Alle 101. At vi så fik muligheden sammen med Jeudan for at give bygningen et andet liv og udnytte mange af de funktioner, som bygningen har, gjorde vores beslutning meget nem. Det har uden tvivl været en stor opgave at lande de rette løsninger i ombygningen og indretningen, men vi har i dag fået en moderne og klassisk ejendom, der matcher netop vores behov, ” siger Marianne Vogel økonomidirektør hos Lif.

At vi så fik muligheden sammen med Jeudan for at give bygningen et andet liv og udnytte mange af de funktioner, som bygningen har, gjorde vores beslutning meget nem.

Særligt det at kunne bevare og genbruge ejendommens funktioner i kombination med en bæredygtig renovering og indretning har haft en stor betydning. Hvor fx 6600 m2 nybyggeri af erhvervsejendom gennemsnitligt udleder 55 ton CO2, udleder 6600 m2 renovering kun 37 ton (1).

”Selvom det er en kompliceret opgave at bygge nyt ud fra eksisterende, så er der mange gevinster. Ikke nok med at vi bevarer og genbruger det eksisterende, så holder vi fast i ejendommens sjæl. Det har derfor været vigtigt for os i hele processen at finde ud af, hvad man tidligere har brugt ejendommen til, og bruge dens historie i vores renovering,” siger Marianne.

Jeudan har i et tæt samarbejde med Lif stået for projekteringen og ombygningen af de to ejendomme på Lersø Park Alle 101. Ombygningen bestod af etableringen af en ny tagetage i den bagerste kontorbygning med blandt andet bedre isolering, nye vinduer og ventilation samt renovering og modernisering af den forreste ejendom, hvor 1300 kvm mødelokaler, reception med vindeltrappe, café, stort auditorium mm. blev renoveret og indrettet til Lif.

En ejendom med sjæl – i fortid og i fremtid

I den forreste ejendom blev begge etager renoveret. Ejendommen er en ældre ejendom fra 1952 og har tidligere fungeret som en klædefabrik. Området ved Lersø Parkallé blev i 1947 udlagt til industriområde. Da der var god plads på dette sted, blev det besluttet at flytte konfektionsvirksomheder fra det indre København hertil, og i det følgende årti blev der anlagt syv fabrikker i området, der fik navnet Konfektionsbyen. Brødrene Andersen, som i 1940’erne havde en tøjforretning i Indre by, købte i 1949 grunden på Lersø Park Alle til opførelsen af en klædefabrik. I 1952 blev fabrikken taget i brug til konfektionsproduktion, men måtte i 1972 lukke på grund af blandt andet manglende arbejdskraft.

På trods af sin korte tid som klædefabrik har Brødrene Andersens konfektionseventyr dog sat sit særpræg på ejendommen. Flere detaljer og funktioner fra klædefabrikken ses stadig i dag, hvilket tilfører noget helt særligt til renoveringen.

Det her sted har betydet noget for København og samfundet. Flere generationer har haft sin gang her i huset. Det giver sjæl til stedet.

”Flere generationer har haft sin gang her i huset. Det giver sjæl til stedet. Noget som du ikke kan få i et nyt byggeri, men som giver en helt særlig historie til det sted, vi arbejder og går vores daglige gang. For eksempel var en del af ejendommens gennemgående ryttervinduer skjult under loftpladerne. Ryttervinduerne er nu synlige og giver et flot lys og udsigt til himlen. Mange af vores gæster kan ikke skjule deres overraskelse over at komme ind i en bygning, som har bevaret bygningens oprindelige elementer i kombination af en klassisk, moderne stil. Vi er stolte af at have ramt noget, som gør det til en oplevelse at være her,” siger Marianne.

Og netop med renoveringen åbnede der sig også for Lif en mulighed for at etablere et mere forankret samlingspunkt for life science branchen; et nyt Life Science Hus.

gården i life science huset

”Før tænkte vi ikke over Lif som et visuelt sted at være. Men vi har nu fået en bygning, hvor vi med nye mødelokaler, auditorium, en flot reception og en helt særlig historie kan byde branchen indenfor. Det hele går med andre ord op i en højere enhed nu. Vi kan samle alle aktører fra life science området i et hus og skabe et netværk for branchen, som ikke kan tilbydes andre steder,” siger Marianne.

Det tætte samarbejde mellem Jeudan og Lif har betydet, at Life Science Huset og den bagvedliggende kontorbygnings tagetage har fået den helt rigtige løsning.

(1) Kilde: Analyse af CO2-udledning og totaløkonomi i renovering og nybyg, 2018, Rambøll